| Simon Spies (2004) |
| Front Cover | Skuespillere | Back Cover | |||||||||||||||||||||
|
|
|
| Movie Details | |||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||
| Handling |
| Showets helt store stjerne er selvfølgelig Anders Matthesen, der spiller rollen som den selvoptagede troldmand og profet i det magiske eventyrland som er Spies-koncernen. Anders spiller rollen så fabelagtigt, at man ved hans (bogstavelige) nedstigning på scenen gnider sine øjne en ekstra gang for at sikre sig, at manden ikke er genopstået fra de døde. Anders har fanget så meget ved Simons væsen, at man på intet tidspunkt tænker over, at der er en skuespiller under skægget - ja, ikke engang en skuespiller; en komiker. En standup-komiker. Det er satsning fra Cederholm som forlanger respekt, og at Anders kan levere varen så overbevisende, er en fjer i hatten til dem begge. Matthesen har faktisk arbejdet så intenst med Simons sprog og stemme, at han efter opførelsen fortsatte med at høre gamle radiooptagelser med manden i sin bil, bare fordi han kunne lide at høre ham tale.
Showet tager som sagt afsæt i Simons liv mens bølgerne går højest. Spies er just landet i Uganda med hele slænget for at nyde godt af det afrikanske klima og gæstfrihed. I sit hof har Simon bl.a. skolekammeraten Mogens Glistrup (blændende spillet af Søren Hauch-Fausbøll), nevøen André, et mindre ensemble af morgenbolledamer og så naturligvis hans livslange ven og livlæge, Jan Schmidt samt hans kone, der samtidig er Simons forfjamskede sekretær. Allerede fra showets første minut bliver publikum i studiet - ligesåvel som jeg og kæresten hjemme i sofaen - tryllebundet af Matthesen, som fuldkommen ufortrødent bryder teatrets vægge ned og blander sig med publikum. Som en loppe på en kogeplade springer profeten rundt, altimens han slynger klukkende om sig i en vekslen mellem små spidsfindige guldkorn og spydigheder. Det bliver altsammen gjort med en fantastisk charme, men bedst som man tror man er blevet komfortabel med den langskæggede excentriker i hans bøllehat og tennissokker, får man én på go'dag'en med en forsmag på en af Simons små "goder" i livet. Det bliver gjort så ligefremt at det faktisk formåede at chokere mig, og udfra ansigtsudtrykkene at dømme - også resten af publikum. Tørt svarer Simon bare: "Nåja - det der var så provokerende i halvfjerdserne er det jo ikke længere, og det er jo til dels min egen skyld". Herfra går det slag i slag. Vi får alle intrigerne, skandalerne og kriserne serveret, mens bumletoget tager os fra den ene rabiate situation til den næste. Allermest interessant er det at se, hvordan Cederholm gennem showets første halvdel har ladet Simon tage styringen og lade os få et indblik i hans verdenssyn. Der er ganske enkelt ingen grænser for, hvad den gamle knark kan få sit følge til, og da han under en fest beslutter at alle skal opføre sig som dyr på hans kommando, bliver der både øffet og vrinsket uden større modstand. Hvad Simon bebuder bliver ofte akkompagneret af sang og musik fra perioden, sublimt leveret af bl.a. Jimmy Jørgensen, der ikke er bange for at tage hverken AC/DCs "Highway to hell" eller Steppeulvenes "Itsi Bitsi" i egen mund. I en af de mest imponerende musikalske scener lader Simon sin omverden gå skiftevis forlæns og baglæns på hans kommando. Det ser måske ikke så imponerende ud på papiret, men tilsat musik i form af et kendt popnummer sunget af Jimmy, der bliver til et andet kendt popnummer når det spilles baglæns og så ca. 20 skuespillere, der alle reagerer på Simons befaling, så begynder det altså at ligne noget. Det er for øvrigt ikke den eneste af den slags dramaturgiske effekter der bliver gjort brug af. Jeg måbede for et års tid siden af nogle japanere, som havde lavet en Matrix "live"-udgave af en bordtenniskamp i bullet-time. Hvis man så kan forestille sig den samme bordtenniskamp med henholdsvis Simon Spies og Mogens Glistrup for bordenderne under en heftig diskussion om ægteskab, akkompagneret af en voldshurtig udgave af "Popcorn", så har man en svag idé om, hvor stor en byrde der har hvilet på koreografernes skuldre. Det er ganske enkelt et syn, der skal opleves. Selve sceneopbygningen er også i høj grad værd at bemærke. Scenen er nemlig opbygget som en lufthavn, hvoraf scenens største kulisse er en håndgribelig bid af et fullsize ConAir-passagerfly. Alle større rekvisitter og køretøjer er allesammen nogle, som forefindes i og omkring landingsbanerne, og hele Østre Gasværk var ved hver eneste forstilling blevet omdannet til en komplet boarding-gate med skranker og puslende stewardesser. Men det er ikke skæg og ballade altsammen. Omtrent samtidig med forhandlingerne med Tjæreborg-præsten Eilif Krogager (underholdende spillet af Jimmy Jørgensen) om fusionen af de to charterrejse-mogulers selskaber, tager Simons liv nogle alvorlige dyk. For ligeså stærk som Simons karakter er, ligeså skrøbeligt er hans helbred, og uden hans gamle ven og livlæge Jan til at tage sig af hans diabetes, er han intet. Simons virkelige magt - eller mangel på samme - bliver smukt illustreret i en enkelt replik, hvor den svækkede mand ligger i Jans arme med øjne fulde af tiltro og stiller spørgsmålet: "Jan, hvordan har jeg det?". Paradoksalt nok ender skyggesiden af Simons store karakterudstråling med at tage hans bedste ven af dage, da Jan gennem længere tid har tillagt sig så mange af Simons karaktertræk, at han ikke længere kan skelne sit eget helbred fra Simons og ender med at begå selvmord. Kort efter Jans død beslutter Simon at gøre alvor af snakken om ægteskab og tager den kun 21-årige Janni som sin fjerde hustru. Hvad der sidenhen sker, ved vi jo kun alt for godt, men selvom vores sidste glimt af Simon foregår på hans dødsleje, føler man på intet tidspunkt at det er en sørgelig historie. Det har været en fantastisk rejse med komedie, drama og musik - ligesom Simons liv var det, og undervejs har vi fået nogle uvurderlige råd med på vejen fra en af Danmarks sidste store provokatører. Ekstramaterialet på DVD'en er også et syn værd. Det indeholder desværre ikke ret meget arkivmateriale med Simon Spies selv. Ej heller er der særlig stor fokus på Anders Matthesens præstation. Det meste af ekstramaterialet kredser faktisk mest om Nikolaj Cederholm under er par interviews der blev givet, mens forestillingen stadig kørte. Manden er til gengæld både spændende og inspirerende at lytte til, så gennemsynet har absolut ikke været spild af tid. Han har fat i mange gode pointer omkring Simon som karakter og teater generelt, og foregiver på ingen måde at være i besiddelse af de viises sten, som det ofte er tilfældet med avantgarde-kunstnere, der er trængt op i et hjørne efter halvdårlige anmeldelser. For sølle anmeldelser fik showet faktisk. Fatte det hvem der kan, for jeg har personligt nydt oplevelsen til fulde og håber at andre vil tage chancen og gøre det samme. Vil man se lidt nærmere på virkelighedens Simon Spies udover hvad man kan finde på tryk, bør man helt sikkert opstøve Torben Skjødt Jensens Simon's Film fra 1999 eller grave lidt i DRs arkiver. Begge dele har noget gyldent materiale at byde på, hvis denne anmeldelse skulle have genvakt en interesse for manden. |
|
|
||||||||||||||||||||||