Handlingen i The Thing udspiller sig på og omkring den amerikanske forskningsbase nr. 31 på Sydpolen. I filmens begyndelse kommer en helikopter fra en nærliggende norsk forskningslejr flyvende mod basen i vild jagt på en hund. Nordmændene omkommer dog inden de kan få ram på hunden, som amerikanerne lader gå rundt på basen inden de senere placerer den i deres egen kennel. Den amerikanske helikopterpilot MacReady (Kurt Russell) og en af basens læger, Dr. Copper (Richard Dysart), flyver til den norske base for at finde ud af, hvad der foregår. De finder den norske base udbrændt og spor efter, at der er foregået noget frygteligt. Og de finder en blok is, som nordmændene må have slæbt tilbage til deres base. Det er tydeligt, at der har været noget i isen, som nu er væk. De finder også det halvt brændte lig af noget udenfor basen, der i hvert fald kun delvist er menneskeligt. MacReady og Copper tager liget samt nogle dokumenter og et videobånd med tilbage til deres egen base, hvor den anden læge, Dr. Blair (A. Wilford Brimley), foretager en undersøgelse. Om aftenen bliver mandskabet vidne til, at der sker noget frygteligt med hunden, som nu er blevet lukket ind i kennelen: den forandrer sig, og der kommer noget monstrøst ud af den, som gør noget ved de andre hunde i buret. Resolut brænder mændene monstret med flammekasteren. Men for sent. Da Dr. Blair senere forklarer, at de har at gøre med en livsform, der kan imitere alt, hvad den kommer i berøring med, bliver mændene paranoide: hvem kan man stole på? Hvem er menneske og hvem er 'tingen'?
Fra dette punkt i handlingen bliver The Thing blot endnu mere dyster og paranoid. Blair smadrer deres kommunikationsudstyr og saboterer helikopteren for at undgå at der skal blive tilkaldt hjælp: Blair indser som den første, at hvis der kommer hjælp til basen har tingen en større chance for at nå til civiliserede områder, og så er det slut for menneskeheden. Blairs computer fortæller ham, at sandsynligheden for, at én eller flere af basens mandskab allerede er inficeret er 75 %.
Resten af The Thing er en blanding af styg paranoia, effektiv suspense og grusomme special-effects, og filmen er en af de få film, der følger sin handling og stemning igennem til den bitre ende, uden at byde på ét eneste lyspunkt undervejs, og uden i slutningen at forråde handlingen med en påklistret happy end. The Thing er konsekvent dyster og dystopisk og så meget mere imponerende af den grund. Filmen fungerer på to niveauer: der er det rent spændingsbaserede niveau: hvad sker der nu? Hvornår slår tingen til igen? Hvem gemmer sig i skyggerne? Men mest effektivt er det psykologiske niveau, hvor publikum på fremragende vis bliver suget ind i karakterernes paranoia: hvem kan man som publikum stole på? Selv om man ret hurtigt fatter sympati for Kurt Russells karakter, nager hele tiden uvisheden om hvorvidt han måske også er inficeret. Det aspekt udnyttes til fulde i den effektivt eksekverede blodprøve-sekvens, hvor de af hovedpersonerne, der på det tidspunkt stadig lever, tester hinandens blod for at finde ud af, hvem der er inficeret.
Sammen med manuskriptets effektive opbygning af stemning, er også skuespillet med til at gøre filmen til den ny-klassiker den er blevet. Selv om man ikke kan sige at skuespillet på nogen måde er eminent, så er præstationerne præcist så indædte og alvorlige, at man tror på karaktererne. Klassiske gyser-konventioner, som f.eks. hovedpersoner der gør tåbelige og irrationelle ting, eksisterer ikke i The Thing. Da mændene først har acceptereret det uacceptable, handler de så rationelt som det kan lade sig gøre i den stigende atmosfære af mistro og paranoia. Og det er netop denne rationalitet, der gør at filmen også kryber under huden på publikum og tvinger hver enkelt seer til at stille spørgsmålet: hvad ville jeg gøre, hvis jeg var én af dem?
The Thing er smukt fotograferet af filmfotografen Dean Cundey - både de svære indendørsscener på Universal Studierne og de imponerende udendørsscener, der er optaget on location, primært i British Columbia i Canada. Carpenter afvikler scenerne stramt og uden unødvendige dikkedarer, og filmen er effektivt klippet af Todd Ramsay. Det hele understøttes af Ennio Morricones minimalistiske og lavstemte score, der med stille effektivitet frarøver filmen enhver form for håb.
Den eneste del af The Thing der kan forekomme en smule forældet i dag, er Rob Bottins dengang banebrydende effekter. Selv om effekterne ikke er dårlige, er der trods alt gået næsten 25 år siden filmen oprindeligt udkom, og det kan ses i nogle af effekt-sekvenserne. Når de er bedst er Bottins effekter grusomme og decideret ulækre (obduktions-sekvensen tidligt i filmen kan tage appetitten fra de fleste), men i nogle sekvenser er effekterne temmelig plastik-agtige, og nogle af dem er groteske på grænsen til det komiske, hvilket bestemt ikke har været Carpenters mening. Det kan dog ikke medvirke til at underminere filmens stemning, der er intakt fra først til sidst.
The Thing er én af de efterhånden sjældne stemnings-gysere, der kun sekundært sætter sin lid til effekter, og det er uden tvivl hovedårsagen til at filmen stadig er seværdig i dag. Filmens stemning af håbløshed er som taget ud af en Lovecraft-historie, og der går da også rygter om, at John W. Campbell var inspireret af Lovecrafts Antarktis-historie At The Mountains Of Madness fra 1931 da han skrev sin novelle. Det er der dog ikke meget der tyder på; novellen er stilmæssigt helt forskellig fra en Lovecraft-historie, mens filmen derimod uden problemer kunne være en filmatiseret Lovecraft-fortælling. Lovecraft selv ville utvivlsomt have nikket anerkendende af Carpenters film.
Region 2-udgaven af The Thing præsenterer filmen i sit oprindelige biograf-format (2.35:1), men fremstår desværre ikke optimalt i billedkvaliteten. Især udendørssekvenserne er i dag noget uldne og uskarpe, og især i forbindelse med nogle af matte-tegningerne er der problemer med den hvide farve, der changerer fra hvid til rødlig hvid og tilbage igen. Hvorvidt dette er rettet i Region 1-udgaven er uvist, men på Region 1-skiven skulle filmen have fået en ny overførsel, der bør have rettet op på den overordnede billedkvalitet.
The Thing er en ny-klassiker indenfor gyser-genren og Carpenters suverænt bedste film. Den står som en påmindelse om, hvilke midler der skal til for at gøre en gyser holdbar. Med sine efterhånden 25 år på bagen har The Thing allerede gjort mange gyserfilm til skamme, og det vil den formentlig blive ved med i årevis fremover. Den fortjener at stå på hylden hos enhver gyser-fan og tåler utallige gensyn.
Titel: The Thing Dansk titel: Det Grusomme Udefra Instruktør: John Carpenter Manuskript: Bill Lancaster, baseret på novellen Who Goes There? af John W. Campbell Jr. Cast: Kurt Russell (R.J. MacReady), A. Wilford Brimley (Dr. Blair), T.K. Carter (Nauls), David Clennon (Palmer), Keith David (Childs), Richard Dysart (Dr. Copper), Charles Hallahan (Vance Norris), Peter Maloney (George Bennings), Richard Masur (Clark), Donald Moffat (Garry), Joel Polis (Fuchs), Thomas Waites (Windows), Norbert Weisser (nordmand), Larry Franco (nordmand med riffel) Producere: David Foster, Lawrence Thurman, Wilbur Stark (executive producer), Larry Franco (associate producer), Stuart Cohen (co-producer) Foto: Dean Cundey Klip: Todd Ramsay Musik: Ennio Morricone Spilletid: 104 minutter Aspect ratio: 2.35:1 Lyd: Dolby Digital 5.1 Sprog: Engelsk Undertekster: Engelsk, Fransk, Hollandsk, Portugisisk, Svensk, Norsk, Finsk, Dansk, Tjekkisk Produktionsland, år: USA, 1982 Produktionsselskab: Turman-Foster Company, Universal Pictures Distributør: Universal England Udgave/region: 2 |