| The Magdalene Sisters (2002) |
| Front Cover | Skuespillere | Back Cover | |||||||||||||||||||||||||
|
|
|
| Movie Details | |||||||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||||||
| Handling |
| Hvordan tackler den katolske kirke i Irland kvinder der er kommet i uføre, er blevet voldtaget, eller bare er for smukke? I Irland i starten af tresserne bliver Margaret voldtaget af sin fætter under et bryllup. Rose er ugift, men bliver alligevel gravid og føder en søn. Bernadette er en køn forældreløs pige der bor på et børnehjem. Alle tre piger anbringes af kirken på en af Magdalene forvaringsanstalterne, ledet af nonneordenen The Sisters of Mercy. Her bliver de sat til ulønnet, hårdt, tavst, fysisk arbejde 8-10 timer dagligt, syv dage om ugen, med ringe udsigt til nogensinde at blive sluppet fri igen. Ved at følge de tre pigers skæbne, fortælles endnu et sort kapitel i den katolske kirkes historie. Den sidste anstalt lukkede i 1996, og man regner med at omkring 30.000 irske kvinder har været anbragt der i den periode disse profitorienterede vaskeri-anstalter eksisterede. Flere tusind kvinder døde under anstalternesumenneskelige forhold. Filmen holder en fin balance mellem det generelle og det specifikke, mellem skildringen af forholdene på institutionen og de tre kvinders frygtelige skæbne. Desuden giver den et rigtig godt indtryk af, hvilken magt den katolske kirke havde i samfundet, hvor selv åbenlyse uretfærdigheder kunne passere i kirkens navn. Instruktøren Peter Mullan skaber et usentimentalt billede af de uhyrligheder, koporlige såvel som emotionelle som pigerne udsættes for. Mullan spillede fantastisk i rollensom alkoholikeren i Ken Loach's "My Name Is Joe", men viser her at han har ligeså meget at byde på som instruktør. Han optræder forresten i Magdalene Søstrene i en cameo som en fortørnet far til en bortløben pige, i en grotesk scene hvor han først omtrent banker livet ud af datteren, for efterfølgende ærbødigt at hilse den overværende og billigende nonne med et "God bless you"... Er der ikke nogen humor at finde i filmen varmes iagttageren i stedet over de få glimt af menneskelighed der opleves. Som scenen hvor Margaret får chancen for at flygte, kun for at opdage at verden udenfor forekommer endnu mere skræmmende end den hun kender indenfor murene. Følelsen af luft og frihed og det irske landskabs fredfyldthed er overvældende. Men også perspektivløst: Hvor kan hun flygte hen, hvem vil kendes af hende, fordømt af kirke, samfund og familie? Eller episoden hvor Bernadette lover en lastbilchauffør hvadsomhelst for nøglen til døren ud: "Jeg vil begå en dødssynd eller en hvilkensomhelst anden synd for at slippe ud herfra!"... Filmens skuespillere er forholdsvis ubeskrevne blade, men leverer ikke desto mindre nogen stærke præstationer. Måske er en del af årsagen at flere af dem selv har haft kirken tæt inde på livet. Nora-Jones der som den rebelske Bernadette har sin første rolle overhovedet i denne film, blev spottet i en åben casting i Galway, og må betegnes som et naturtalent. Også Eileen Walsh giver en hjertegribende og fuldstændig overbevisende præstation som den stakkels Crispina. Filmens lydside er eftersynkroniseret, hvilket skæmmer filmen en smule i begyndelsen, men ellers er det en lydefri produktion med et meget troværdigt udtryk. Man kan sige at Peter Mullans film gør det samme for de indespærrede fra Magdalene-anstalterne som Phillip Noyse's Rabbitproof Fence gjorde for den stjålne generation af aboriginals i Australien. Begge film er historiske skildringer der viser autoriteters skandaløse og moralsk forkastelige opførsel overfor ofre i hvis interesser de hævdede at handle. Tankevækkende at filmen vandt førsteprisen - den gyldne løve - ved festivalen i Venedig, hjemland for katolicismens højborg Vatikanet. Det skete da heller ikke uden voldsomme protester fra det katolske samfund. Som et kuriosum kan nævnes at filmen er delvis financieret af Jim Kerr fra firserbandet Simple Minds - Promised you a miracle... Titel: Magdalene søstrene Orginal titel: Magdalene Sisters Premieredato: 1. August 2003 Instruktør: Peter Mullan Skuespillere: Geraldine McEwan, Anne-Marie Duff, Nora-Jane Noone, Dorothy Duffy, Eileen Walsh Genre: Drama Spilletid: 1 time og 59 minuter Selskab: Film Council, SF film, 2002 Link: http://www.miramax.com/the_magdalene_sisters/ Katolske synder Efter den komisk-socialrealistiske stiløvelse Orphans har den skotske skuespiller Peter Mullan nu taget et kvantespring op i rækken af alvorlige europæiske instruktører, der har store sager på hjerte og ikke mindst store evner til at formidle dem. Slaveanstalter Sagen, der har drevet skuespilleren, der først og fremmest blev kendt for sin indgående skildring af alkoholikeren Joe i Ken Loach’ My Name is Joe, som han vandt skuespillerprisen for i Cannes i 1998, er de irske Magdalene-søstre, som helt op til 1996 drev en kombination af forvaringsanstalter og vaskerier rundt omkring i Irland. I realiteten, i hvert fald i filmens, var der dog tale om deciderede slaveanstalter, hvor unge piger, ofte uforskyldt, var havnet udenfor det katolske samfunds kyske kvindekategorier, og derfor måtte gemmes af vejen og arbejde 364 dage om året fra morgen til aften, til de kom på bedre tanker. I forvaring Mullans fortælling udspiller sig i 1964 og allerede fra starten af filmen viser han sin store styrke som iscenesætter. Vi møder den unge Margaret ved en bryllupsfest. Hun bliver voldtaget af sin fætter. Rygtet spredes som en løbeild i en intens scene, hvor traditionel irsk folkemusik overdøver enhver dialog, og når frem til faderen, der efter en kort konsultation med pastoren beslutter, at det bedste for hans nu ’urene datter’ må være at overlade hende i Magdalene-søstrenes varetægt. Ligeså uskyldige ender filmens to øvrige hovedpersoner - den forældreløse Bernadette, hvis eneste fortrædelse er, at hun er smuk, og den nybagte mor til et faderløst barn, Rose, på samme forvaringsanstalt. En anstalt som styres med hård hånd af den frygtindgydende Sister Bridget Enkeltscener På imponerende vis binder Mullan deres historier sammen og lader de tre hovedpersoner og en fjerde interneret, Crispina, få hver deres fokus i løbet af filmen. Han lader de stærke skuespillere få plads til at udfolde sig helt, samtidig med at han holder tømrerne fast på den veltilrettelagte fortælling. På den måde kommer filmen langt rundt om flere forskellige problemstillinger i forbindelse med den katolske kirkes nærmest sadistiske forhold til opdragelse. En del af dem er set og behandlet før i en lang række film og bliver det også i en anden ny irsk film, Drengene fra Skt. Judes (Song for a Raggy Boy), der er lige på trapperne. Den store styrke i Mullans film ligger i enkelte utroligt stærke scener, hvor han formår at opbygge spændingen med hints, der umiddelbart kan virke helt uforståelige, men som virker så meget desto mere effektfulde, når sammenhængen falder på plads. Lidt på samme måde oplever pigerne i filmen opholdet på anstalten. De er vitterligt i tvivl om, hvad de anklages for at være skyldige i, og kun gennem bitre enkelterfaringer kan de overskue sammenhængen og svare igen på overgrebene. Det er hårdt at være tilskuer til. Formildnende omstændighed Kun én formildnende omstændighed er at finde i Mullans skildring af Magdalene-søstrene med den frygtindgydende Sister Bridget i spidsen, men den skæmmer i sidste ende filmens ellers befriende konsekvente og uforsonlige stil. Mullans indædte kritik af institutionen blegner af, at han tillægger den ellers gennem-gudfrygtige Sister Bridget et griskhedsmotiv oveni den autoritære ondskab som reproduceres helt naturligt i religiøse institutioner af den slags, som skildres her. Griskhed er et ærkeusselt motiv, som kan tillægges en skurk i enhver fortælling, og man er næsten sikker på publikums antipati. Her betyder det så blot også, at angrebet mod den katolske institution som helhed til en vis grad begrænses til at være et angreb mod én person med en klassisk karakterbrist, og dermed mistes en stor del af den pondus, som filmens grundlæggende tone slår an. |
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||