| War of the Worlds (2005) |
| Front Cover | Skuespillere | |||||||||||||||||||||
|
|
| Movie Details | |||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||
| Handling |
| Steven Spielbergs ny-filmatisering af den klassiske H.G. Wells sci-fi roman "War of the worlds" med Tom Cruise som arbejderen Ray, der bogstavelgt må gå gennem ild og vand i forsøget på at redde sine to børn, da mystiske skabninger dukker op i kæmpemaskiner og skaber død og ødelæggelse blandt jordens befolkning verden over...
Vi er så sandelig ikke længere i de uskyldige 90’ere. Hvor Roland Emmerich med glimt i øjet kunne more sig med en fremmed invasion i Independence Day tilbage i 1996, så har alvoren sænket sig over Hollywood og ikke mindst legebarnet Steven Spielberg, som med denne nye version af H. G. Wells’ klassiske historie sætter en effektiv streg under oplevelsen af den trussel, som tanken om et angreb på amerikansk jord er for den store supermagt. Copyright: UIP Alene-far I omskrivningen følger vi weekend-faderen Ray Ferrier (Tom Cruise), som får overladt sine to børn Robbie og Rachel af den småbekymrede mor/eks-kone og hendes nye mand. Ray er kranfører på den lokale havn, en hårdtarbejdende mand, som ikke er særlig god til at være far. Der går dog ikke lang tid, før fanden er løs, da en tordenstorm resulterer i, at enorme, trebenede monstre rejser sig fra jorden og begynder at udslette alt på deres vej. Ray tager benene på nakken med de to børn, og så gælder det ellers bare om at holde sig selv og sine nærmeste i live, mens kloden går under med et brag omkring os. Uden chance Her er ingen uselviske helte, ingen præsidenter med en fortid i luftvåbnet eller smarte computervira, som skal downloades til moderskibets mainframe. Her er det kolde, kyniske facts – rumvæsnerne er os langt overlegne, de er velforberedte og de er ikke tyngede af den afgørende svaghed, som vores medmenneskelighed i rent overlevelsesmæssige termer trods alt er. Her skånes ingen, for det er ikke et gæstevisit eller en forskningsmission fra det ydre rum – det er skånselsløs udryddelse. Copyright: UIP Egen drejebog Spielberg nyder godt af selv at have opfundet flere af genrens virkemidler, og hvis man kommer til War of the Worlds med et fornuftigt kendskab til hans produktion, så kan man snildt se inspirationerne fra Nærkontakt af tredje grad, Jurassic Park og i enkelte øjeblikke lidt af skønheden fra A.I.. Det er sådan set i orden, for det er nemlig stadig ualmindeligt overbevisende håndværk, uanset om det drejer sig om destruktionen af en forstad eller en intens spændingsscene i en oversvømmet kælder. Vi er i hænderne på en mester. Utilfredsstillende afslutning Men bag godt håndværk skal der gerne hvile et klart mål med filmen, og her savner War of the Worlds, at Spielberg tager stilling. Filmen følger i tæt beskæring Ray og børnene, og hvor det virker godt, at vi aldrig ved mere eller ser mere end vores hovedperson, så udnytter Spielberg aldrig det klare fokus til at komme nærmere på personerne. Han fastholder actionfilmen over personskildringen, men uden at hengive sig helt til actionfilmens vilkår. H. G. Wells’ fortælling slutter helt i tråd med fascinationen over de videnskabelige opdagelser i 1890’erne, og den slutning er ført med over i filmen, men hvor den giver mening litterært, så føles det snarere som et filmisk coitus interruptus, og Wells’ afsluttende pointe om, at vi nu ikke længere kan vide os sikre mod det uventede, bliver i filmens epilog reduceret til en forsvarstale med rod i både videnskab og religion om vores berettigelse til at eksistere på planeten. Den forsvundne storhed Man kunne godt mistænke Spielberg for at have været en anelse for hurtigt ude af starthullerne i dette tilfælde. Filmen er blevet rykket to år, fra en forventet premiere i 2007 til denne sommer, og den har kun været 7 måneder i produktion, hvilket nærmer sig halvdelen af produktionstiden for en film i denne størrelsesorden. Det mærkes ikke på den tekniske side af fortællingen, men man savner lidt af den storhed, som forventes, når så store kræfter forenes. Der er altså ”Klodernes kamp”, det her – og det bør man kunne mærke. Spielberg skal have ros for at forsøge noget mere alvorligt og koncentreret end så mange andre invasionsfilm, men når det eneste, man husker efterfølgende, er de få, udvalgte action- og effektscener, så er forsøget tæt på mislykket. |
|
|
||||||||||||||||||||||||||||