Besætningen på rumskibet Vertigo er for længst begyndt at konversere med planterne, da videnskabsofficeren dr. Stark (MacNee) af fartøjets flippede HAL-klon af en computer får besked om, at en hidtil uopdaget planet er inden for rækkevidde. Ledt an af dr. Starks livslange drøm om at opnå en gylden plads i videnskabshistorien – han skynder sig at navngive planeten ”Stark Planet” – lander kaptajn Jameson (Nielsen), Rodzinski (Graham), idioten John (spillet af instruktøren Kimmel) og Vertigos eneste kvindelige og derfor hårdt prøvede besætningsmedlem, ”moral-officeren” Annie McHugh (Williams) – på den fremmede klode, der viser sig at bestå af nogle hæslige, lyserøde baggrundskulisser. John opdager ved et tilfælde en levende, syltetøjsagtig substans, som dr. Stark skynder sig at navngive ”Stark Organism” og placere i en beholder, så den kan transporteres sikkert tilbage til skibet. Efter en uges tid er syltetøjsklatten imidlertid vokset til et aggressivt, enøjet tentakelvæsen, der skrigende hjemsøger Vertigos korridorer i håb om at konsumere den skrækslagne besætning.
Sci-fi-parodien Naked Space, som er blevet udsendt under ikke færre end tre alternative titler (alle lige ringe), hører genremæssigt til i crazy comedy-traditionen for så vidt som dens handling udspiller sig et i urealistisk og komisk univers, hvor ingen af figurerne tilsyneladende lægger mærke til, at både de selv og folk, der omgiver dem, er bindegale. Alligevel minder dens humor ikke udpræget om den type, man finder i film som Top Secret! (1984) eller Naked Gun-komedierne, men er – på godt og ondt – ofte af en helt unik slags, en krydsning mellem Monty Pythonsk absurditet og amerikansk 80er-mainstream-komik, der bestemt ikke altid falder lige heldigt ud. Faktisk falder den det meste af tiden godt og grundigt på halen, og sætter man sig til at se filmen i håb om at udsættes for noget, der blot er tilnærmelsesvist af samme komiske kaliber som eksempelvis genistregen Højt at flyve (Airplane!) (1980), vil man givetvis blive slemt skuffet.
Gennem det meste af spilletiden følger vi filmens karikerede persongalleri, imens det trisser omkring på Vertigo uden at foretage sig noget, der bidrager nævneværdigt til at føre handlingen videre. Tidligt fastslås en række persontræk, der kommer til at fungere som udgangspunkt for megen af den efterfølgende komik (eller forsøg på samme): kaptajnens tekniske og intellektuelle inkompetence, dr. Starks til vanvid grænsende entusiasme for (sine egne) videnskabelige nyopdagelser, den generte og småtkørende Johns hang til syntetisk kogekunst osv. Desværre savner dialogen i Naked Space helt den sproglige opfindsomhed, der præger sluthalvfjerdsernes og startfirsernes Zucker/Abrahams/Zucker-komedieproduktioner, mens handlingen stort set er en reiscenesættelse af Alien (1979) på et ekstremt skrabet budget, med John Carpenters finurlige debut, Dark Star (1974), som en anden markant inspirationskilde. Der er indtil flere eksempler på vellykket verbal komik i filmen – f.eks. dr. Starks videnskabelige analyse (”Their oxygen is compatible with ours”), da Vertigos besætning skal lande på den nyligt opdagede ”Stark Planet” – men desværre er der også forholdsvis langt imellem dem. Det tvivlsomme manuskript er så meget desto mere ærgerligt, fordi det vel-castede skuespillerhold er i topform – specielt engelske Patrick MacNee er uforglemmelig i rollen som den selvcentrerede dr. Stark.
Dårligst er filmen afgjort, når den dyrker det rent parodiske (jvf. parodierne på Dirty Harry (1971) og feministisk tv samt musical-indslaget hen imod slutningen, hvor rummonsteret synger og danser til den pinagtige ”I Want to Eat Your Face” skrevet af Kimmel selv), mens den er bedst, når den – måske mere ved held end ved dygtighed – opnår en absurd-komisk atmosfære ved at lade personerne tale forbi hinanden og foretage sig helt uventede ting (jvf. det besynderlige replikskifte i scenen på den fremmede planet). Jeg skal gerne indrømme, at specielt MacNees sært hypnotiserende præstation og naturligvis Leslie Nielsen, der virker veloplagt til trods for de kvalitetsmæssigt svingende replikker, han er blevet tildelt, har fået mig til at fodre afspilleren med dvd'en flere gange, end godt er. Alene Nielsens psykotiske latter, da han over for den forståeligt nok målløse Williams foregiver at navigere rumskibet udenom nogle faretruende meteoritter, er guld værd og får én til at tænke på den herlige scene i Police Squad!-serien (1982), hvor Frank Drebbin (spillet af Nielsen) får et anstrengt latteranfald i laboratoriet efter – i et forsøg på at kurere sin irritabilitet – at være gået over til koffeinfri kaffe.
Global Videos lavpris-dvd indeholder som ekstramateriale blot nogle få trailers. Filmen selv præsenteres i full screen-format, men man har en klar fornemmelse af, at der måske ikke er gået de store kunstneriske kvaliteter tabt ved beskæringen af filmens oprindelige billedformat.
|
