| The Passion of the Christ (2004) |
| Front Cover | Skuespillere |
|
| Movie Details | |||||||||||||
|
|
||||||||||||
| Handling |
| Det lå vel i kortene, at den rettroende Mel Gibson på et tidspunkt måtte ende med at lave en Kristus-film. Hans produktionsselskab Icon har valgt den lidende Marias øje som logo, og offerrollen har gået igen i mange af hans produktioner. Projektet har været undervejs i adskillige år og har aldrig været tænkt i den gigantiske størrelsesorden, som det er endt i, men nu er den her: filmen, der har rystet en hel verden, før nogen så den, og som ifølge skaberen selv besidder forkyndende kræfter udover det sædvanlige.
Copyright: Angel/Scanbox Talentfuld bagmand Den kristne filmindustri i USA spytter hvert år et utal af prædikende film ud, som forsøger at anspore ungdommen til et liv på den rette side af moralens grænse. Alle lavet af folk med troen i orden, men uden de fornødne filmiske evner til at løfte resultatet over et fornærmende simpelt og naivt niveau. Mel Gibson kommer med samme udgangspunkt i en fundamental tro, men har tilmed til fulde bestået sin instruktøreksamen med storfilmen Braveheart, og han spiller med alle de filmiske muskler i The Passion of the Christ, der følger de sidste 12 timer i Kristi liv – fra den stemningsfulde åbningsscene i Getsmane Have, hvor den første tvivl melder sig i form af den androgyne Djævel-skikkelse, som følger den sidste smertelige rejse mod forløsningen, og frem til den ydmygende død på korset. Forrådt Kristus kender vejen, de mest bibelstærke blandt publikum kender historien, og alligevel formår Gibson af fænge og imponere gennem et stilsikkert og gennemført billedsprog, hvor han i samarbejde med fotografen Caleb Deschanel har genskabt en lang række religiøse tableauer inspireret af Caravaggios billedkunst. Filmen er indspillet på de to døde sprog, aramæisk og latin, og det var oprindeligt tanken, at den skulle vises uden undertekster. Derfor står billederne i centrum, og de er konstant en regulær fornøjelse at fortabe sig i. I den centrale rolle har den ligeledes strengt rettroende James Caviezel sit livs rolle som Jesus, der så ganske glimrende ved, hvad der skal ske, men som alligevel viser sin menneskelighed gennem tvivl og opgivelse undervejs. Judas forråder Jesus i Getsemane Have og overgiver ham på den måde til de jødiske myndigheder, som ikke har anerkendt, at Jesus er den tilbagevendte Messias. Copyright: Angel/Scanbox Politisk spil I stedet bliver Jesus betragtet som en gudsbespotter og derfor en synder af højeste karat – og de jødiske ypperstepræster kæmper en brav kamp for at få den romerske besættelsesmagt til at idømme Jesus dødsstraf for hans selvhævdende opførsel. Den romerske bestyrer af provinsen Palæstina, Pontius Pilatus, er ikke meget for at idømme en tilsyneladende uskyldig mand så hård en dom og forsøger adskillige juridiske krumspring, før han giver det jødiske folk det skæbnesvangre valg – valget mellem løsladelse af morderen Barabbas eller Jesus. Jøderne vælger, under kraftig påvirkning af ypperstepræsterne, at løslade Barabbas, og dermed bliver Jesu skæbne beseglet. Resten er historie – og først efter korsfæstelsen, hvor Jesu tro på sig selv som Guds Søn for alvor bliver testet, indser jøderne, hvilken forfærdelig fejltagelse, de har begået. Stramt afviklet Mel Gibson holder sig stramt til de sidste 12 timer, og kun de mest nødvendige detaljer bliver forklaret i enkelte flash backs. Det er en fornuftig prioritering i forhold til at skabe en stramt fortalt og fokuseret film om den lidende Kristus, og selv om mange nok havde foretrukket at få filmens brutale og håndfaste pointe blødt op med den festlige indmarch i Jerusalem Palmesøndag eller det forsonende smukke budskab i Den Sidste Nadver, så er konklusionen jo i den sidste ende, at Kristus funktion som 'offerlam' - som den, der påtager sig alverdens skyld - er knyttet til de pinsler, han gennemgik i det sidste døgn. Brutaliteten Gibson holder fast i den lange ende af historien og fortæller den med meget få svinkeærinder fra originalforlægget, selvom manuskriptet er stykket sammen af dele fra alle fire evangelier og billedernes indhold er formet af Gibsons egen, strenge læsning af lidelseshistorien. Kun en enkelt replik træder tydeligt frem, da Jesus fra korset understreger det centrale kærlighedsbudskab i kristendommen – en konkluderende opsummering, der på den måde kommer til at stå som Gibsons egen, tydelige kommentar. Men ellers er det brutaliteten, der er i højsædet, for The Passion of the Christ er lidelseshistorie med eftertryk og realistisk på en måde, der nok skal få de mere sarte sind i kog, men den markerer også et velkomment skifte fra den idylliserede fremstilling af korsfæstelsen som en nærmest nødvendig hændelse i formidlingen af det store budskab. Her ser vi resultatet af tortur og ydmygelser i forfærdende nærbilleder, og som filmisk virkemiddel er det unægtelig effektivt. Enkelte skal nok beskylde filmen for at spekulere i volden, men det må være en smagssag, hvor indpakket man ønsker at se historien. Kontroversiel anklage Virakken om filmen har længe hersket, og især det jødiske samfunds bekymringer om filmens fremstilling af ypperstepræsternes rolle omkring Jesu død har været tydelige. Det er naturligvis en mulig tolkning af begivenhederne, men Gibson formår i denne anmelders øjne at holde balancen og lade magtspillet omkring domsfældelsen over Jesus udspille sig som et politisk drama, hvor de forskellige interessegrupper fremstilles som stridende parter i en i forvejen urolig provins, som den romerske besættelsesmagt har svært ved helt at tøjle. Ypperstepræsterne forsøger at fastholde en kulturel egenart under et voldsomt pres fra romerne og har derfor på ingen måder brug for en rebel i egne rækker, men Gibson forsøger på den anden side heller ikke at lægge skjul på, at det var jøderne selv, som pressede dødsdommen igennem. Mange vil med garanti læse særlige motiver ind i dette valg – her vil vi nøjes med at konstatere, at som dramatisk virkemiddel virker det både troværdigt og effektivt i historien, og det må trods alt være det vigtigste. Kærlighedsbudskabet The Passion of the Christ vil uden tvivl blive startskud til en veritabel udnyttelse af filmens emne og problematikker – fra alle involverede parter samt en masse med kun perifær tilknytning. Skåret til benet er det dog en decideret fornøjelse at konstatere, at filmen også fungerer på helt egne præmisser; billedskøn, chokerende og med Gibsons konsekvente tolkning af Jesu offer for menneskeheden i centrum. Hvordan den ellers bliver modtaget, fra fanatiske tilhængere over skeptiske tvivlere til arge modstandere, skal nok sætte sit præg på café-diskussionerne i den nærmeste fremtid, men som overbevist filmkunst af den mest konsekvente kaliber kan man kun beundre Gibsons projekt. |
|
|
||||||||||||||||||||||||||||