| Pitch Black (2000) |
| Front Cover | Skuespillere | |||||||||||||||||||||
|
|
| Movie Details | |||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||
| Handling |
| Rumskibet Hunter-Gratzner er nødlandet på en fjern planet. Svage nødsignaler bliver stadig sendt, og det tyder på, at der endnu er 10 overlevende. Blandt dem er Riddick - en bevæbnet og farlig fange.
Planeten de er landet på består af ørken og ligger brandvarm og tør under hele tre sole. De overlevende finder en ubeboet lejr, der virker forladt i al hast. Men da solen går ned og det er blevet bælgravende mørkt dukker planetens øvrige beboere frem. Nu møder den hårdt prøvede gruppe en langt større fare end Riddick... Filmiske rumrejser har gennem årene budt på mødet med mange fremmede livsformer i varierende former. I Pitch Black falder et skib med en blandet passagerliste ned på en øde og gold planet, der tilsyneladende hverken kan frembyde vand eller liv, eller noget som helst andet end endeløse ørkener. Stemningen blandt de nedstyrtede rumfarende bliver hurtigt trykket, når man står uden vand, ikke aner hvor man er, og samtidig er en af passagerne, Riddick, en frygtet morder med klare psykopatiske træk. Ingen helte - og mange fjender Inden længe er det dog tydeligt, at også andre af de overlevende ikke er de pæne mennesker, de ser ud til. Alt dette bliver dog hurtigt skubbet i baggrunden, da det viser sig, at der så absolut er liv på denne planet, og en særdeles ubehagelig form for dyreliv, som sender tankerne meget hurtigt hen på de klassiske Alien-film, der til stadighed står som nogle af de allerbedste film i genren. Derfor er en film som Pitch Black nødt til at vise originalitet for ikke bare at stå som endnu et bi-produkt af Alien-succeserne. Manglende nyskabelser Desværre kniber det lidt med originaliteten og Pitch Black bliver aldrig mere, end en veludført kopi af bedre film. Idéen, med at sammensætte en flok meget forskellige mennesker, der er nødt til at stole på hinanden i ekstremt høj grad for at overleve, er heller ikke ligefrem ny, og er mere gennemført i en film som Cube. Den personlige udvikling, som de forskellige rumeventyrere oplever i Pitch Black er ganske vist forudsigelig, men virker troværdig. Godt begyndt… Et af de positive aspekter ved filmen er blandt andet, at personerne bliver interessante nok til at man bekymrer sig om, hvem og hvor mange der slipper med livet i behold, og især udviklingen omkring morderen Riddick, der besidder evnen til at se i mørke, og pludselig bliver uundværlig for de andres overlevelse - men kan man stole på ham? I rollen som Riddick gør Vin Diesel det glimrende som den rå, utilpassede morder, der måske/måske ikke, besidder menneskelige kvaliteter. Andre gode træk er ’monstrenes’ manglende respekt for artsfæller, og så den konsekvente, dystre farvesætning som understreger følelsen af at være fortabt et gudsforladt sted i det ydre rum. …er kun halvt fuldendt. Men desværre kan de gode sider ikke redde Pitch Black fra primært at fremstå som en Alien-, eller nærmere Aliens-klon, og i en science-fiction genre, hvor det ikke ligefrem skorter på tilbud på videomarkedet, skal der mere til for virkelig at fortjene prædikatet ’en god film’, men derudover er der ikke noget at udsætte på Vin Diesel og de andre fra Pitch Black. En lille gruppe astronauter strander på en ugæstfri planet. Her bor der monstre, der skyer lyset. Men så kommer solformørkelsen.. DEN UGÆSTFRI PLANET Det meget uheldige sker, at rumskibet strejker for en lille gruppe af fremtidsrejsende, og de er nødt til at nødlande på en fremmed planet. Efter at have besigtiget forholdene, finder gruppen ud af, at planetens beboere ikke just er gæstfri. Der er tale om blodtørstige, vingede væsner, der lever i mørket under jorden (eller hvad 'jord' nu er på dén planet). Uheldigvis er der en voldom solformørkelse på vej, så nu gælder det virkelig om at klemme balderne sammen. Til alt held har gruppen en stærk morder med (Vin Diesel). Han har øjne, der kan se i mørke, og det bliver meget værd for de skræmte. "Pitch Black" er fuld af hårrejsende stemninger, først og fremmest grundet et raffineret lydbillede. Historien er brudstykker af talrige forgængere inden for genren; her er der ikke meget nyt at komme efter - men hvorfor også komme med noget nyt, hvis man kan gentage de andres succes? Nogen ubetinget succes kan man dog ikke kalde "Pitch Black". Uhyggen forbliver på det jævne, det er aldrig påkrævet at kigge væk eller lave ansigtssammentrækninger af skræk. Hertil er hele filmen for svag i karakteren, og hele oplevelsen strækker sig aldrig ud over det jævne. Enkelte stemninger har en vis form for identitet, som man kan knytte til oplevelsen, til gengæld er hele persongalleriet så smækfyldt med forudsigelighed og klichéer, at man næsten havde foretrukket filmen uden folk. |
|
|
||||||||||||||||||||||||