| Honey (2003) |
| Front Cover | Skuespillere | |||||||||||||||||||||
|
|
| Movie Details | |||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||
| Handling |
| Honey arbejder i en pladebiks og underviser de lokale venner i dans. Hver weekend afprøver hun nye smarte dansetrin på byens allersvedigste natklubber. På en af klubberne bliver hun kontaktet af en producer, der vil have hende til at lave koreografi til en musikvideo. Men Honey vil hellere starte sin egen danseskole.
Jessica Alba er sød. Hun er sød som baggrundsbillede på computerens skrivebord og som plakat på væggen, og hun er sød i Honey. Hendes eneste handicap som skuespiller er faktisk, at hun ikke har noget nævneværdigt talent. Eye candy I Honey spiller Alba hovedpersonen Honey Daniels. Honey er en ung, danseglad pige fra ghettoen, hvis hedeste ambition er at ryste bryster og baller i hårdtpumpede hip hop-videoer. En dag bliver hun filmet på en natklub midt i en æggende vridedans, og da musikvideo-instruktøren Michael Ellis ser optagelsen, må han bare ansætte hende. Honey Daniels tackler sit nye drømmejob med stor energi og entusiasme, og hendes anstrengelser bliver godt modtaget. R&B-stjerner som Missy Elliott, Ginuwine og Jadakiss synes hun er svedig og sexet, og snart giver Honeys velvillige instruktør-mæcen hende også lov til at koreografere. Easy come, easy go Men selvom Honey kommer nemt til sin drøm, vil hun ikke have den. Musikvideoerne kræver tid og energi, hvilket går ud over vennerne – især den højlydt umorsomme Gina. Og da Honeys celebre instruktør-chef så oven i købet giver udtryk for, at han ikke sponserer hende udelukkende på baggrund af hendes talent, melder hun sig ud af ræset. I stedet kaster hun sig over et socialt projekt: Ghettoens fattiglemmer skal reddes af dansens lægende kraft. Hvinende plomber Ja, undskyld sarkasmen. Men det er svært ikke at slå bak overfor en film som Honey, der er så honningsød, at det hviner i plomberne. Også fordi den har alvorligt ondt i troværdigheden. Jessica Alba overbeviser aldrig i rollen som Honey, og generelt falder filmens cast alt for ofte tilbage på smart storby-lingo, stive smil og påståelige attituder. Desuden er manuskriptet enestående tandløst, og miljøskildringen klinger aldrig ægte. Velfriseret ghetto-hygge Alle elsker historier om at sejre mod alle odds. Men Honeys raketkarriere kommer for nemt og for hurtigt, og hendes problemer overstiger aldrig det aldeles overkommelige. Alle elsker film, der skildrer fremmede miljøer levende og præcist. Men ghettoen er i Honey mest noget med hyggelige små lejligheder, velfriserede venner og varmt fællesskab – ligesom musikvideo-branchen fremstår usandsynligt cocktail party-civiliseret. Shall we dance? De eneste formildende omstændigheder ved Honey er faktisk Jessica Albas sødme, det åh-så-sympatiske 'budskab' og så dansesekvenserne. Her er lagt så meget energi og umage, at dansen ofte fremstår som Honeys hovedattraktion. Men selvom der er flere flot koreograferede udstyrsstykker, er de både for korte og hektiske til at kunne løfte filmen op på det middelmådige. |
|
|
||||||||||||||||||||||||