| Sylvia (2003) |
| Front Cover | Skuespillere | |||||||||||||||||||||
|
|
| Movie Details | |||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||
| Handling |
| Sylvia Plath og Ted Hughes blev anset for at være blandt de største lyrikere i det tyvende århundrede. Dette er den sandfærdige – men tragiske – kærlighedshistorie mellem disse to store personligheder. Fra deres romantiske studie tid i Cambridge til deres ulykkelige ægteskab, der langsomt ødelagde dem begge og som var medvirkende årsag til Sylvias tragiske selvmord i en alder af blot 30 år...
Sylvia Plath var en af sidste århundredes største forfattere. "Sylvia" handler om de syv år hun tilbragte sammen (og væk) fra sin mand, forfatteren, Ted Hughes, som var langt den mest succesfulde af de to. Sylvia Plath er en myte, et feministisk forbillede og en original lyriker. Plath og Hughes mødte hinanden på universitet i 1956. De blev hurtigt forelskede, og gift. Filmen fortæller om de lykkelige første år af ægteskabet, hendes problemer med skrive-blokering og hendes problemer med både at være mor og forfatter. Den følger hende i de maniske øjeblikke og i hendes depressive. Filmen skildrer en nedadgående spiral, hvor jalousi, mindreværd og sygdom alt sammen er bidragende til en dyb depression, der til sidst ender med selvmord. Men man følger også Sylvia Plath i udgivelse af hendes første digtsamling "The Colossus", som var en fiasko, og vi får at vide at hun arbejder på "Glasklokken". I epilogen får vi at vide at digtsamlingen "Ariel" blev udgivet efter hendes død. Udover det har "Sylvia" ikke noget at sige omkring den litteratur der retfærdiggør filmens tilblivelse. Vurdering: "Sylvia" er instrueret af Christine Jeff og hun præsentere publikum for stærke billeder og en stram, intens atmosfære, der holder fast og ikke giver slip igen. I én scene er kameraet uhyggeligt stillestående, mens Plath og Hughes driver længere og længere ud på det stormfulde hav, mens hun taler om tidligere selvmordsforsøg. "Sylvia" er visuelt meget rammende og tonen er meget præcis. Derudover er der en del metaforiske billeder der forstærker til filmens poetiske og følelsesmæssige manuskript. Og manuskriptet er klogt skrevet; det stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt Teds utroskab var virkelighed eller fiktion - blev Plath dårlig behandlet eller var hun simpelthen irrationel. Men hvad manuskriptet og filmen ikke formår, er at gå i dybden med figurerne. Det bliver ikke forklaret eller beskrevet at Sylvia Plath var en stor forfatter, intellektuel og kvinde. Der er næsten ikke noget af hendes skriverier; en linje her og et vers der, men ikke noget specielt. Filmen kunne meget vel handle om en eller anden anonym husmor, som levede og døde i midten af sidste århundrede. Og det er dér filmen knækker; den formår ikke at udvikle de unikke kvaliteter der adskilte Sylvia Plath fra tusinder af andre usikre hustruer og mødre, der har brug for terapi. Gwyneth Paltrow spiller godt som den neurotiske, ensomme, jaloux, deprimerede og rystede Sylvia Plath. Hun fanger essensen af forfatteren, fra de klo-lignende hænder til de tomme, kolde, grå øjne. Det er som om Paltrow har en forståelse af Sylvia, som filmen ikke formår at viderebringe. Daniel Craig spiller ligeledes stærkt, men han er ikke på længe nok til, at han helt kan vise det. I sidste ende bliver han bare én som Paltrow kan "modspille" sig mod. På den måde bliver han fjernet fra historien, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting, da deres ægteskab gik i opløsning og de kom længere og længere fra hinanden. Filmen handler ikke om myten Sylvia, den uddyber ikke eller forklarer hvorfor hun fik så stor betydning for den amerikanske poesi, eller hvad det var der gjorde, at det først var efter hendes død, hun blev kendt. Den prøver at fortælle en historie om personen Sylvia, men den gør det ikke overbevisende. Som nævnt, er der kun et par få, spredte, ude-af-kontekst citater, fra hendes værker. Filmen fortsatte, på trods af misbilligelse og modstand fra Plath familien, hvilket har betydet at man ikke kunne få rettighederne til at citere meget. Det er noget underligt noget, at man laver en film om en kunstner, hvor kunsten er en stor del af baggrundsforståelse og man så ikke giver publikum en forståelse for den selv samme kunst. Som så mange andre film der prøver at dramatisere og give indsigt i den kreative procces, så fejler denne også. Man bliver efterladt med fakta om hovedpersonens liv, men det er kun overfladiske glimt af hvad der gjorde hende fantastisk. I den sammenhæng kan man sammenligne "Sylvia" med "Frida", der på samme måde ikke går så dybt. Det er en film, der kunne have haft tyngden, styrken og den fængslende fornemmelse som Nicole Kidmans portræt af en anden forfatter der begik selvmord; Virginia Woolf i "The Hours". Det har den så absolut ikke. "Sylvia" kan ikke rigtig komme i gang, og Plath fremstår som en lidt svag, drenge-glad pige, der ikke helt kan finde ud af, hvad hun vil med sit liv. Men det er en visuel meget flot film, og skuespiller præstationerne er gode. Det er en fin film, men en film man nok ikke vil se to gange. |
|
|
||||||||||||||||||||||||