| The Omen (2006) |
| Front Cover | Skuespillere | |||||||||||||||||||||
|
|
| Movie Details | |||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||
| Handling |
| Katherine Thorn ved ikke, at hendes lille søn dør under fødslen og hendes mand Robert vil gøre alt for at skåne hende fra den forfærdelige nyhed. Han får fat i et andet barn på hospitalet, og Catherine tager drengen til sig i den tro, at det er parrets eget barn. Men noget er helt galt. Da drengens barnepige hænger sig, bliver det klart, at drengen ikke er helt normal. Er han mon personificeringen af Antikrist? Omen 666, The Biografanmeldelse: På den 6. dag i den 6. måned i året 2006 er der mindst 6 grunde til at blive irriteret: 1) Richard Donners gotiske gyser The Omen er blevet genindspillet 2) Af en instruktør, John Moore (Behind Enemy Lines), der intet nyt har at tilføre filmen 3) Udover groteske dødsscener 4) Og reklamekolde, glatte billeder 5) Med skuespillere, der er ferskere end konservative vandmænd 6) Bortset fra Mia Farrow, der bliver underudnyttet på det groveste Det kan i det hele taget undre, hvorfor 20th Century Fox overhovedet har overvejet at lave en genindspilning af det gedigne gotik-gys Tegnet (The Omen) fra 1976, der havde Gregory Peck og Lee Remick i hovedrollerne som de uheldige Robert og Katherine Thorn, for hvem betegnelsen en "djævleunge" får en helt ny betydning, når man end ikke har gidet revidere manuskriptet (udover en startsekvens, der lover forandring, men ikke holder det). Grunden hedder selvfølgelig penge, men mon ikke filmselskabet kunne have fundet på noget lidt mere spændende end et regulært opkog af en ikke-klassiker til at markere dagen, som bærer Dyrets Mærke: 666 (altså den 6/6/06)? Dét var ligegodt Satans! I hvert fald er der ikke en eneste overraskelse at komme efter, hvis man allerede har set 1976er versionen. Men for dem, som har Gregory Pecks stålfaste, isnende blik og Lee Remicks tyndslidte nerver til gode, er dette, hvad der er i vente: Ifølge Johannes' Åbenbaring (Nej, nej, hæng på lidt endnu. Det kristne islæt bliver kun brugt som afsæt for voldelige dødsscener og skrækmomenter) er verden på vej lige lukt i rendestenen: "...From the Eternal Sea he rises. Creating armies on either side. Turning man against his brother Til man exists no more." Denne lille remse skulle efter sigende forudsige selveste Antikrists, altså Satans søn, komme. Og den katolske kirke er både sikker og vis på, at tegnene peger i denne retning: klimaforandringer, 11. september, Romtraktaten, tsunamien, o.s.v. Alt dette er den amerikanske diplomat, Robert Thorn (Liev Schreiber), lykkeligt uvidende om, da hans kone en stormfuld nat i Rom aborterer deres lille søn i barselssengen. Diplomat Thorn bliver imidlertid tilbudt en trøstepræmie af hospitalets præst: Et andet barn er også kommet til verden, og dets mor er gået bort under fødslen. "You want?" For at skåne sin kone, indvilger Robert, og han præsenterer hende, Katherine (Julia Stiles), for barnet som deres eget. Familien flytter til London, hvor fryd såvel som gammen burde indfinde sig. Det kniber bare lidt, når der tydeligvis er et eller andet ravruskende galt med Robert og Kathrines lille adoptivknægt, som de kluntet nok har valgt at kalde Damien. Bizarre dødsfald omgiver den nu 5-årige pode, og da en præst opsøger Robert for at afsløre en forfærdelig hemmelighed, udvikler det sig snart til Det Godes kamp mod Det Onde. Religiøst pladder Det monumentalt store problem med John Moores ekstremt trofaste genindspilning af den 30 år gamle original er, at der ingen grund har været til at genindspille filmen, udover det gennemførte markedsføringsstunt. Det virker som om, reklamefolkene hos 20th Century Fox har tænkt: "Vi har en lækker, djævelsk release-dato, sjette juni 2006, hvilket med en rigelig portion god vilje bliver til 6/6/06, som igen - med endnu større god vilje - er Dyrets Tegn, Antikrists komme. Desværre har vi ikke lige nogle religiøse gysere i støbeskeen, så hvad med at genindspille et eller andet?!" Og vupti: The Omen: Mark II ser dagens lys. Filmen i sig selv er sådan set reklamelækker nok, med flotte, dyre billeder og gode, britiske skuespillere i de ligegyldige, Se-hvor-han-dør-blodigt biroller. Desværre er det bare ikke nok, når produktet aldrig bliver andet og mere end et sjælløst remake af en film, der ikke var det store mesterværk til at begynde med. Hvad originalen dog havde, som er skæbnesvangert fraværende i den herværende udgave, er snigende uhygge. I filmen fra 76 var der en dyster uhygge og evigt nærværende dommedagsfornemmelse i de mange gotiske kroge og skygger, men desværre er denne uhygge i John Moores udgave blevet til strømlinet mainstream, splat, og fire hop-i-biografsædet momenter. Der er flere gange smådjævelske takter til noget større, men hver gang tabes de på gulvet ved anslaget. Final Destination 4 I stedet får publikum den tvivlsomme ære at føle sig henført til en ny omgang af teenager-splattergyserserien Final Destination, hvor udfordringen ligger i at vise så spektakulære og udførlige dødsscener som muligt. Derfor bliver folk i The Omen opfindsomt henrettet med lynnedslag, cigaretter og benzin, halsafhugning m.f.m. (med frygteligt mere), men snarere end at være uhyggelige, virker disse scener overdrevne og latterfremkaldende, hvilket jo næppe er den tiltænkte effekt Rosemarys Baby Havde der så været noget valuta i skuespilpræstationerne, kunne en del være tilgivet, men heller ikke hér hæver The Omen sig over SerieSøndag-niveau. Hvor Donners version havde fylde og tyngde i skikkelse af Gregory Peck og Lee Remick, har den nye reklameudgave samme tyngde som en anorektisk gåsefjer. Jovist er de to hovedrolleindehavere både unge og kønne, men Liev Schreibers ansigt virker simpelthen for stort i forhold den smule hud, der skal dække det, hvilket seriøst begrænser hans mimik. Julia Stiles var engang god i sådanne teenage-baskere som 10 Things I Hate About You og Save the Last Dance, men som egentlig skuespiller i rigtige "voksenfilm" falder hun mere igennem end HKH Dronning Margrethe til en Hvide Tænder-kongres. Det er sjovt, at Mia Farrow er castet til rollen som Damiens babysitter og beskytter, men når hverken hun eller knægten kommer i nærheden af at være uhyggelige, må hele miseren kategoriseres under Skønne Spildte Kræfter. Bøh! Har De aldrig set den originale Tegnet, der satte Richard Donner på filmverdenskortet, eller er De blot vild med teenage-gysere i stil med Final Destination, vil De måske nok finde Dem lettere underholdt af denne filmiske ækvivalent til en fransk hotdog uden pølse. Dog rykker det ikke ved, at hvad man har her, er en cool udsendelsesdato (6.6.06) men egentlig ikke nogen film at udsende. Se, dét er djævelsk! |
|
|
||||||||||||||||||||||