| Masters of Horror: Imprint - Takashi Miike - Imprint |
| Front Cover | Skuespillere |
|
| Movie Details | |||||||||||||
|
|
||||||||||||
| Handling |
| DVD-anmeldelse: DVD-udgivelsen af Imprint er blevet imødeset med en vis spænding - og måske også en smule nervøsitet. Imprint blev nemlig som den eneste episode i TV-serien Masters of Horror afvist af TV-selskabet Showtime. De havde ganske vist givet "skrækkens mestre" carte blanche til at lave, hvad de ville, men Imprint var alligevel for skrap kost. Episoden er instrueret af japaneren Takashi Miike, og hvis man har set nogle af hans ekstremt ubehagelige film (Audition, Ichi the Killer), kan det næppe overraske, at han er blevet erklæret uegnet til amerikansk TV. En amerikansk journalist (Billy Drago) rejser omkring i Japan og leder efter sin elskede Komomo (Michie Itô), som han engang har lovet at tage med tilbage til USA. I begyndelsen ankommer han til en lille ø, der udelukkende er beboet af "dæmoner og ludere". Her tilbringer han natten med en vansiret kvinde (Youki Kudoh), der kan fortælle ham, at Komomo har boet på øen, men at hun desværre er død. Tilsyneladende hængte hun sig selv i fortvivlelse over, at hendes elskede ikke kom tilbage og hentede hende. I løbet af natten bliver historien dog ændret et par gange, indtil sandheden begynder at dæmre, men hvis han i bagklogskabens tegn havde noget valg, ville journalisten sandsynligvis have foretrukket løgnen. Memoirs of a fucked up Geisha Imprint er nok den mest velproducerede og stilfulde af seriens foreløbige afsnit. Effekterne er også yderst overbevisende, bortset fra den fjollede Pokémon, der til slut vokser ud af den prostitueredes hoved. Miike burde dog have indspillet filmen på sit modersmål, for mange af skuespillerne taler et meget gebrokkent engelsk, mens andre taler flydende, hvilket resulterer i en klodset ujævnhed i lydbilledet. Som det ofte er tilfældet i japansk fortælletradition, bliver meget overladt til tilskuerens egen tolkning. Til gengæld bliver intet overladt til fantasien. Miikes utilslørede fascination af tortur, kvindevold og blodige fostre bliver dyrket i en lind strøm af dybt chokerende billeder. Titlen kunne ikke være mere passende, for det kan være svært at ryste de foruroligende indtryk af sig igen. Den centrale torturscene, hvor en kvindes neglerødder og tandkød bliver spiddet med lange nåle, er så kvalmende udpenslet, at man i sin lamslåede harme fristes til at afvise Miikes voldspornografiske film som noget decideret patologisk, men det ville naturligvis være en helt upassende kritik, der kan associere til nazisternes Entartete Kunst. Selv om Imprint er så modbydelig og frastødende, at det kan være svært at tolerere den, er der mere kunst i dens 60 minutter end i seriens øvrige episoder tilsammen. Hvor de øvrige "skrækmestre" i bedste fald har præsteret interessante skitser, og i værste fald har vadet formålsløst rundt i ligegyldighedens suppedas, chokerer Takashi Miike med en personlig, manieret og ægte skrækindjagende helvedesvision af et meget jordisk helvede. Det er meget muligt, at filmen blot er et udtryk for en barnligt sadistisk fryd ved at vise tabuoverskridende billeder af voldtægt, pinsler, aborter, kropsvæsker, kvindevold, pædofili, incest og vanskabninger, men det samme kunne man postulere om Michael Kvium. OBS De nul stjerner, som jeg har valgt at tildele filmen, skal opfattes som en advarsel (til dem, der ikke gider læse anmeldelser, men blot tjekker karakteren). Bortset fra Cannibal Holocaust (1980) er Imprint den mest ubehagelige og anstødelige film, jeg nogensinde har set, og jeg kvier mig ved tanken om, at den skulle blive set af de forkerte. Ekstramateriale Imprinting (47 min) Interviews og optagelser fra settet Director of Love (41 min) Interview med Miike Imperfect Beauty (22 min) Om de ulækre special effects Tekstbiografier med Miike, Youki Kudoh og manusforfatteren Daisuke Tengan Trailers Billede 1,77:1 (16:9) Lyd 2.0 Dolby Digital |
|
|
||||||||||||||||||||||||